En gravid whiskyskribent har sine udfordringer...

Der er selvfølgelig større ting her i livet end whiskyens univers (selvom jeg ikke havde troet jeg nogensinde skulle sige det), og derfor var det ikke svært umiddelbart at lægge whiskyen på hylden, da jeg opdagede, at jeg venter mig en lille pige. Meeeen det er nu lidt en udfordring, når man godt kan lide den malte smag og samtidig er whiskyskribent.

Først var det med tanken om at det sagtens kunne lade sig gøre ved bare at holde mig primært til artikelskriveriet og kun lave få anmeldelser, hvor jeg selvfølgelig kunne spytte ud. En længere artikel blev det da også til, eller rettere en halv, om Stauning Destilleri, men det gik stille op for mig at det var lidt besværligt at besøge destillerier, modtage samples osv. uden at kunne leve sig ordenligt ind i det.

For mig er smagsoplevelsen netop essensen af min whiskyinteresse. Historierne, nyhederne og anmeldelser er også interessante, bevares, men uden at kunne smage (rigtigt - uden at spytte) er det bare ikke det samme at skulle bevæge sig rundt i et univers fuld af smag og nuancer i uendelighed.

Alligevel tog jeg til en smagning i Aarhus C forleden, hvor Nigel fra BenRiach var på banen og præsenterede deres nye aftapninger. Jeg var spændt på at smage de nye udtryk, og havde på forhånd besluttet at holde mig til dem. De gamle bekendte kunne jeg lade stå. Eller hvad… Det var selvfølgelig hammersvært. Jeg skulle også liiige smage den der. Og den der. Jeg fik vist smagt på alle ni, selvom der kun var tre nyheder, jeg var gået efter.

Som en af de nye kandidater i sortimentet var Albariza favoritten. En fyldig blanding af søde PX-fade og fed røg fungerer bare virkelig godt i en alder af 18 år. Dertil har deres nye 10’er vældig meget mere at byde på end den foregående, og desuden er den tappet i forbindelse med jubilæumsåret for ejernes overtagelse af destilleriet, som den første whisky de selv har fulgt fra start. En 15-års sauternes-finish var det også blevet til. Ganske interessant, men den manglede efter min smag lidt balance. Smagen mindede mig om en frisk frugtsaft der flyder på toppen af et bundfald af sirupsødme. Det var som om den manglede at blive rystet.

Hvorom alting er var det fedt at smage på de nye sager. Jeg kunne med glæde have det hele stående på hylden hjemme i stuen.

Men forestil jer at smage på adskillige retter mad og bare spytte det hele ud igen. Det er for mig kun en halv oplevelse, som jeg synes er ærgerlig på mange niveauer.

Derfor går der længere og længere tid mellem at jeg smager på whisky. Jeg prioriterer nyheder og de produkter jeg ved er værd at smage på. Og smagsoplevelserne er således selvsagt reduceret væsentligt.

Der er selvfølgelig også en anden hage ved det at være whiskyanmelder i mine omstændigheder. Mine smagsløg har ændret sig, for ikke at tale om mine mærkelige lyster til sære ting. Lysten til at smage på whisky har ikke helt den samme konstante rytme, når man gror et menneske indeni sig. Nogle perioder er den helt væk (!!sig det ikke til nogen!!). Lillepigen skal nok få en tidlig og bred tilgang til mors hobby, men det er nok lidt for tidligt for hende endnu, og det er måske hendes måde at sige fra på. Med hende ved roret kan anmeldelserne blive lettere suspekte, idet hun sikkert forventer flødeneutraliserede mad- og drikkevarer.

Så for at undgå for store afvigelser i mine anmeldelser må jeg nok akkumuleret erkende at det må sættes lidt på hold til jeg igen er enerådig over min krop. Whiskyhattens venner og læsere må derfor have tålmodighed i et lille år frem, hvor der vil være lavtryk på nyhedsfronten. Jeg vender stærkt tilbage, når baby-ræset er veloverstået. På genhør!