Norse Cask Port Ellen 1979-2007
Anmeldt d. 24-10-2017 af Niklas Bargmann MadsenPå dette tidspunkt har du måske hørt om planerne om at vække 3 legendariske destillerier, Rosebank, Brora og Port Ellen, til live igen. Nekromantikerne ved Diageo har dog et mere omfattende stykke arbejde foran sig end blot at støve kedlerne af og jage rotterne ud. Hos Port Ellen, fx, findes de originale kedler ikke mere.
På trods af at Port Ellen nærmere skal genopbygges helt fra bunden end genåbnes, er begejstringen blandt mange whiskynørder stor, for med nyheden genoplives håbet om igen en dag at kunne smide en flaske i indkøbskurven uden at skulle genbelåne huset eller sælge organer. Destilleriet lukkede i 1983, og når flasker en sjælden gang kommer til salg, er det for skyhøje summer der ekskluderer mindre velhavende whiskynydere – inklusiv studerende som mig selv – fra at drikke med. Den nyeste officielle udgave af Port Ellen (17. release) koster i omegnen af 22.000 kroner, hvilket åbenbart kun er lidt mindre end du får for en nyre på det sorte marked. Men hey, så er der også råd til saltstænger!
Selvom de første klare dråber forventes at falde fra kobberet i 2020, regner Diageo ikke med at frigive whisky til Port Ellens tørstende fans før år 2032. Det betyder, at du nogle år endnu må gribe dybt i lommerne for at drikke whisky fra det første skotske destilleri der installerede et spirit safe.
Men på en bar i Aarhus står en lille hemmelighed: en flaske Port Ellen fra den nu forsvundne danske aftapper Norse Cask Selection til den i sammenhængen spinkle pris af 80 kr. per glas. Det er ikke en hvilken som helst Port Ellen – det er én af de rigtig gode. At sælge så sjælden, dyrebar og ikke mindst fremragende whisky til så beskeden en pris er en velkommen gestus i en tid hvor whisky i stigende grad synes at handle om at spinde guld på hype, flotte flasker og lidt for gode historier. Port Ellen 1979-2007, 53,6 %, cask: QW1311, Norse Cask Selection
Jeg har svært ved at anmelde en whisky ud fra få centiliter, og en røgfyldt pub, uanset hvor hyggelig den måtte være, er heller ikke det ideelle miljø. Derfor er dette snarere en public service announcement til aarhusianske whiskyfans end en reel anmeldelse. Du skal gå ned på Cockney Pub i Maren Smeds Gyde i Aarhus og smage den Port Ellen. Og ta’ dit eget glas med, for de har ikke whiskyglas.
Duft
Lynghonning, timian og våde blade i en fugtig skov ved efterårstid. BBQ-spice rub, stald og æblerøget bacon. Tørven er der, men den er meget let.
Smag
Parfumerede citrusnoter, æblesødme og dvælende bbq-røg, som at åbne en røgeovn med brisket efter 10 timer.
Bedømmelse
Løb! Katten er ude af sækken!
3000 DKK
- 0
- 1
- 2
- 3
- 4
- 5
- 6
- 7
- 8
- 9
- 10
Lynghonning, timian og våde blade i en fugtig skov ved efterårstid. BBQ-spice rub, stald og æblerøget bacon. Tørven er der, men den er meget let.
Parfumerede citrusnoter, æblesødme og dvælende bbq-røg