Gordon & MacPhail Mortlach 21 Years

Whiskynørder er nostalgikere. Når snakken går på hedengangne destillerier er det ikke kun tænderne der løber i vand, også øjenkrogene bliver fugtige. Whisky er ikke bare en drik; det er en tidsmaskine. Derfor er ”den go’e gamle måde” ofte genstand for beundring. Men begejstringen over worm tubs, floor maltings, og heirloom byg er ikke bare en romantisering af ineffektivitet for nostalgiens skyld – de fleste vil hårdnakket påstå, at alle disse små håndværksmæssige ejendommeligheder har stor betydning for smagen.

Ta’ for eksempel måden man opvarmer kedlerne på. Mens de fleste i dag er skiftet til damp, er der nogle få destillerier der holder fast i gammeldags direct heating, hvor en flamme under kedlen varmer den op til den ønskede temperatur. For at mæsken ikke brænder på, har man en ”rummager” inden i wash-kedlen; en anordning med roterende kobberkæder, der forhindrer, at rester af byg brænder fast. Opvarmning med damp er mere effektivt og mindre risikabelt, men nogle vil mene, at netop den karamellisering der kan ske i direct-fired stills giver noget unikt til smagen af den færdige whisky. Nu om dage har kun få destillerier direct heating. Blandt dem er Glenfiddich, Glenfarclas, Yoichi, Yamazaki (kun wash stills) og Hakushu.

I dag smager vi på to whiskyer fra ”The Beast of Dufftown”: Mortlach. Begge tappet af venerable Gordon & MacPhail. Den ene er 21 år gammel og uden vintage, den anden er destilleret i 1971 og tappet i 2012. Året 1971 er interessant, fordi det var det år, Mortlach skiftede fra direct heating til indirect heating på deres destillationsapparater. Da der ikke er nogen destillationsdato på flasken fra Gordon & MacPhail, kan vi ikke konkludere om den er fra før eller efter de skiftede. Men kan vi smage det?

Link til anmeldelsen af Mortlach 1971 findes her Gordon & MacPhail Mortlach 1971 (41 years old).

Duft

Duften tager dig på en sensommerslentretur i en frugtplantage: masser af æble og overmoden pære, der udvikler sig til æbleflæsk og pærecider. Fersken fra dåse og et touch af rød frugt: jordbærgrød og rabarber. Senere kommer ristet rugbrød med syrligt, saltet smør og en bestemt flødekaramel, jeg har spist som barn. Du ved, de kvadratiske karameller man kastede på sidste skoledag (en hurtig googling afslører at de går under navnet Feine Karamellen). Nærmere bestemt den grønne, som vistnok var med hasselnød. Efter lidt tid i glasset dukker de tertiære noter frem: skovbund efter regn og lidt harpiks.

Smag

Smagen er ikke nær så kompleks. Her finder vi ærkeklassisk sherrylagret Speysidewhisky: blød og rund, med tørret frugt og appelsinolie, vanilje og hasselnødder, men ikke nogen bemærkelsesværdig dybde. Finishen er en anelse brat. Lidt lakrids og en svag antydning – nej; en reminiscens – af røg.

Bedømmelse